Portræt af Anne-Mette Nyland

Portræt


Sangen til livet


Et af det mest karakteristiske træk ved Anne-Mette Nylands maleriske univers er billedernes stoflighed. Anne-Mette Nyland har gennem årene arbejdet på og udviklet en struktur, der giver hendes billeder deres helt egen og specielle udtryk.

Anne-Mette Nyland arbejder i akryl, og den krakelerede overflade er blandt andet resultatet af mange lag maling og brug af pastaer og cement. I flere billeder anvender Anne-Mette Nyland også andre materialer, eksempelvis forskellige typer af papir, for at opnå den ønskede strukturvirkning.

Anne-Mette Nyland arbejder som oftest med ét tema som fælles omdrejningspunkt i hendes billedserier. Budskabet er centralt i Anne-Mette Nylands billeder, der ofte understreges af tekst og poesi, der i sig selv omskabes til et maleri et selvreflekterende spil mellem tekst, farve og form. Et eksempel på dette er "Haiku"-serien fra 1992, hvor Anne-Mette Nyland i en række intense malerier har forsøgt at fastholde sine personlige oplevelser af nogle japanske digte.

Det gennemgående tema i Anne-Mette Nylands billeder har i de seneste år været kærligheden. Billedernes spændingsfyldte harmoni og deres stemning og kraft vidner om, at kærligheden og dens mange dimensioner er en uudtømmelig energiressource og en evig inspiration for Anne-Mette Nyland.

Lyriker og forfatter Ulla Fischlein Madsen beskrev engang Anne-Mette Nylands malerier som en befriende sang til livet, og en mere præcis beskrivelse er nok svær at finde, for det er ikke nogen let opgave at finde de rigtige ord, der kan karakterisere Anne-Mette Nylands billedproduktion.

Anne-Mette Nylands billeder er abstrakte og billedsproget er moderne. Samtidig fornemmes en forbindelse helt tilbage til de abstrakte diagrammer på de franske grottevægge.

Anne-Mette Nylands malerier spænder fra en fortolkning af naturiagttagelser, der komprimeres i geometriske former til kærlighedsbilleder, hvor følelserne penetrerer lærredet med en poetisk ynde via få ord og et enkelt symbol med højt abstraktionsniveau.

Nogle malerier er meget organiske, stemt i jordfarver, hvor klare farver kun anvendes som små kontraster; malerier der virker som fintmærkede stemninger, mens andre malerier med deres klare og skarpe farver nærmest virker som en slags sansenedslag af stor kraft.

Utroligt hvordan kunst kan kommunikere - skabe og definere rum - og give liv og glæde/delight til dem, som måtte give sig tid til standse op og lytte efter.



Copyright © 2000 Anne-Mette Nyland